Blomster hænger visne ud over vasens kant, rum står fuldstændig forladte og uden liv – eller gør de? Anita Axelsen Bredsdorffs værker kan umiddelbart se livsforladte og visne ud, men går man tættere på opdager man nuancerne og livet, som ligger under overfladen. Uanset om man ser på værkerne med rum som motiv, på malerierne med blomsteropstillinger eller på stillebener, så gennemsyres de alle af et spil mellem forgængelighed og liv.
Vanitas som motivkreds i kunsten startede i barokken, hvor malerne tillagde genstandene i nature-morte-opstillingerne symbolsk betydning, som kunne afkodes – budskabet var, at velstand og skønhed forgår, at alt er forgængeligt, herunder også beskueren, som ser på kunsten. Denne betydning rummes i begrebet ”memento mori”. Ideen var, at ved at blive mindet om sin egen dødelighed, skulle beskueren dermed huske at leve, inden det uundgåelige forfald indtraf; altså man skulle gribe dagen; ”carpe diem”.
I Anita Axelsen Bredsdorffs værker mødes vi af rum, som er forladte; møbler står forladte tilbage, et gardin hænger ved vinduet, papirstykker og andet småt ligger på gulvet i et virvar. Forfaldet er indtruffet og her er det, vi træder et skridt tættere på værket. Når naturens proces overtager og nedbryder, opstår der nye strukturer – det efterladte på gulvet bliver til fine, abstrakte mønstre og former, som spreder sig ud over billedfladen; forfaldets æstetik udfoldes. Genkendelige elementer som fx et stykke sammenkrøllet papir antager nu en ny, spændende, abstrakt form. De efterladte rum viser spor efter det liv, som er levet i dem – der ligger fortællinger under overfladen om liv og erfaringer, levet og tilegnet i dette rum; om kultur, som nu er overtaget af natur eller måske rettere spiller sammen med naturen.
Værkerne virker rolige, statiske og fortættede – som rum uden tid. Dette understøttes af den rolige farvepalet af okker, sort, hvid og grå toner, som viser sig i et utal af valører, samt i brugen af lineærperspektiv. Men samtidig opstår der en kontrast i værkerne, for dynamiske elementer vækker billederne til live. Dynamikken ses i diagonaler og korte linjeforløb, samt i raumflucht, og i de mange elementer, som ligger efterladt på gulvet, som danner et virvar af former og linjer. Der opstår dermed et spændingsfelt i de afbildede rum mellem en fortættet, tidløs lomme og rum med ekko af liv og en aktiv proces af nedbrydelse og dermed en tidslig foranderlighed. Begge dele er direkte til stede i værkernes stilistiske virkemidler foruden i motivet. Motivet ”rum” (interiører) møder beskueren både i Anita Axelsen Bredsdorffs malerier i store formater og i fotocollagerne, som er i mindre format, men som størrelsen til trods er absolut lige så effektive til at formidle budskabet.
I sin serie af fotos af rum gennemsyrer forfaldet helt bogstaveligt værkerne, for Anita Axelsen Bredsdorff eksperimenterer med sine materialer ved at lade appelsinsaft nedbryde fotopapiret. Hun afsøger materialernes muligheder og naturen bruges aktivt i værkerne til at skabe abstrakte mønstre og former, til at opløse materialet og til at vise forgængeligheden helt fysisk, konkret. I rummenes forfald ses også Anita Axelsen Bredsdorffs inspiration fra antikken. Den antikke arkitektur står nu i moderne tid forvitret tilbage og beretter om en stor, gammel kultur, med masser af fortællinger i sig, samt viser forgængelighed gennem sin naturlige nedbrydningsproces. I Anita Axelsen Bredsdorffs fotos anes således ruinens æstetik og historiens vingesus.
Uanset mediet er kompositionerne åbne, så beskueren inviteres ind. Man kan træde ind i disse fortællende rum og digte videre på fortællingerne, opdigte helt nye fortællinger eller nedlægge sine egne fortællinger og erfaringer i dem. På den måde opstår der ekstra lag af betydning i mødet med beskueren, hvilket forankrer dem i samtidskunsten, hvor det at eksperimentere og inddrage beskueren er essentielt. Samtidig står værkerne på skuldrene af traditionen ved at bruge vanitasmotivet fra barokken og ved at trække på ruinens æstetik gennem inspirationen fra antikken.
I de store lærreder med blomsteropstillinger ses barokkens vanitasmotiver mest direkte overført. Blomsterne er ved at visne og motivet kan umiddelbart se trist ud, men blomsterne er gengivet i lyse toner på en mørk baggrund, som får dem til at træde frem og viser de sarte, fine blomsters natur.
Hvis man er til traditionel kunst (fx maleri), vil man finde glæde i Anita Axelsen Bredsdorffs malerier, som teknisk er veludførte og som såvel i medie som i motiv trækker på traditioner i kunsthistorien; såvel på førnævnte ældre perioder, men også på den mere moderne kunsthistorie, hvor Christian Lemmerz har været inspirationskilde. Er man mere til samtidskunst (fx fotokunst), som eksperimenterer og som kan indgå i billedvægge med ”skæve” værker, så vil hendes fotos og fotocollager vække begejstring.
Anita Axelsen Bredsdorffs fortællende værker giver lyst til at digte og deres budskaber om memento mori og carpe diem vækker os: vi mennesker har alle brug for at blive mindet om, at vi skal leve, mens vi gør det, og undervejs kan vi jo passende nyde forfaldets æstetik og det levede liv i hendes værker.
Kunsthistoriker (cand.mag. i kunsthistorie og engelsk filologi), Nina-Emilie Barfod